Stopper tanker om at gøre det “100%” dit vægttab og nye vaner?

Stopper tanker om at gøre det “100%” dit vægttab og nye vaner?

”Nu går jeg all in på Sense”. Kender du tanken? Eller det kunne lige så godt hedde 100% på Stenalderkost, low carb, 5:2 eller være unavngiven. Det handler om, at vi ofte tror, at vi skal gøre noget til perfektion og overholde mange regler for at få gode resultater. Det handler om, hvordan dine egne forventninger kan være din største barriere. Og om hvordan vi ofte opstiller så mange regler for os selv, at vi umuligt kan overholde dem.

Når jeg sidder over for klienter første gang, har mange en forventning om, at det handler rigtig meget om, at jeg fortæller dem, hvad de skal spise (og især hvad de ikke skal spise). Den forventning giver umiddelbart god mening, for det er jo det, slankekure og kostplaner har lært os. De fortæller os, hvad vi skal spise, hvor meget og nogle gange også hvornår. De indebærer i det hele taget mange regler, som ofte bliver benspænd for os. Fordi jo flere regler der er opstillet, jo større chance er der for at snuble over dem. 

Men det er ikke kun slankekurene i sig selv, der spænder ben for os. Det er i høj grad også de regler og overbevisninger, vi har skabt i forhold til, hvad det vil sige at spise og leve sundt. Ofte er der så mange regler, at vi ikke kan undgå at bryde dem og få følelsen af fiasko og derefter giver op.

Sænk barren og få mere succes

At sænke barren betyder ikke, at du skal give slip, det betyder, at du skal stille krav til dig selv som er rimelige og som kan føre til succes. Hvis du har krav om, at du skal leve helt og aldeles sukkerfrit, så har du fra start sat så høje krav, at det måske kun holder 1 uge. I stedet ville det give mening at arbejde med at måtte spise og nyde søde sager i et fornuftigt omfang.

At sænke barren handler også om at slippe noget af kontrollen. Ikke at slippe den fuldstændig, men at begynde at løsne op for nogle af de regler, som gør det svært for dig selv at få et godt forhold til mad. Ofte tror vi, at desto mere kontrol, desto bedre resultater. Men ligesom med mad, er kontrol også noget, der skal eksistere i fornuftige mængder.

“Ofte tror vi, at desto mere kontrol, desto bedre resultater. Men ligesom med mad, er kontrol også noget, der skal eksistere i fornuftige mængder.”

Det er også derfor, at jeg i samtalerne med klienter holder øje med, om de bruger ord og vendinger, der antyder, at de har sat barren meget højt for sig selv. Ofte opdager vi ikke selv, at vi stiller urimeligt høje krav til os selv i forhold til at spise og leve sundere. Derfor er meget af mit arbejde sammen med klienterne også at hjælpe dem til at opdage, at de faktisk er ved at fjerne sig fra deres mål, når de i deres iver på at gøre det godt, pludselig skærer ned på håndfulde og springer måltider over. For deres høje krav og ønsker om, at det skal gå stærkt, giver ofte bagslag. Et måltid der springes over fører til en overspisning senere og derefter følelsen af fiasko.

Reducer regler og skab mere (mad)frihed

At spise efter Sense-principperne, er at spise efter guidelines og ikke regler. Det er guidelines til kosten, som for de fleste også skal suppleres med mentalt arbejde. Ofte forventer vi af os selv, at vi skal holde os til nogle helt specielle fødevarer og slet ikke må spise andre – især ikke noget med sukker, gluten eller højt fedtindhold. Arbejdet sammen med mine klienter handler derfor ikke om, at de skal have flere regler og ting de SKAL spise – men i stedet om at reducere reglerne. At få sænket barren og få gjort hverdagsmaden fornuftig (sammensætning og mængden), plus ikke at få gjort det for besværligt. 

Ofte vil mange lave alt for store ændringer, når de starter på livsstilsændringer. Men hvis det tager alt for lang tid med forberedelserne, hvis der skal købes dyre og specielle ingredienser, og vi slet ikke synes, det smager så godt, så er en ting sikkert… vi stopper relativt hurtigt igen.

“Arbejdet sammen med mine klienter handler derfor ikke om, at de skal have flere regler og ting de SKAL spise – men i stedet om at reducere reglerne.”

I mange forløb bruger jeg sammen med klienten ofte tid på, at de øver sig i at stole på, at flere regler ikke er lig med bedre resultater. Fordi Sense er et meget fleksibelt system, kan det skabe en del usikkerhed i starten og sommetider også frustrationer. Der giver nemlig ikke skabeloner og ensartede svar. I stedet er der rammer at arbejde inden for – en slags fleksibel kontrol. 

Det er for nogle svært at være i den usikkerhed, at de pludselig ikke har et fuldstændig endegyldigt svar, men skal finde deres egen vej. Men når først klienterne begynder at lære Sense at kende, oplever at de taber sig og får mad de virkelig synes er lækker – så indfinder friheden sig. Den frihed der betyder, at man selv bestemmer, hvad der indgår i måltiderne, og hvornår de indtages.

Ufordr din indre perfektionist

Mange har ofte en forventning eller overbevisning om, at de ikke må fejle eller træde ved siden af med maden (og meget andet). Men det er urealistisk og et alt for højt krav at stille, og derfor vil det også være noget, du kan arbejde med, hvis du kan genkende dette. Men måske er du ikke klar over dine egne krav, før du begynder at arbejde med dem og undersøge dem.

Det at kunne acceptere fejl, er ofte nemmere sagt end gjort. Det betyder ikke, at du behøver at være fuldstændig afslappet omkring fejl, men det betyder, at du ikke skælder dig selv ud, når du laver fejl. Eller at du stopper med at forvente, at du skal være fejlfri og perfekt (hvem er det, og hvad betyder det?). Men ligesom med alt andet i livet, så er det noget, der kommer med øvelse og bevidsthed.

Du kan ikke ændre tingene og dine tanker med et trylleslag, for tanker kan også være vaner. Vaner kan være genstridige, og vi falder ofte tilbage til det, vi kender. Så accepter, at ændringer kræver øvelser, fejltrin og ny læring. Og du kommer til at gentage denne proces mange gange, når du laver ændringer i dit liv og vaner. Men det er positivt, for hvis du ikke fejlede, havde du ikke udfordret dig selv.

Flyt fokus fra hastighed til varighed

Sammen med overbevisninger om at ”nu går jeg 100% på (indsæt navn på kur)” hører ofte overbevisninger om, at det skal gå stærkt. Vi kan ofte godt lide tanken om, at belønningen venter lige om hjørnet. Hvis bare vi overholder alle vores regler om kosten, så kan vi snart indkassere de gode resultater. Men det går meget sjældent sådan i forhold til livsstil. I stedet inkasserer vi dårlig samvittighed, når vi igen ikke kunne overholde vores egne regler. Derfor er første skridt også at gå fra et fokus på de hurtige resultater og over til de varige resultater. De ændringer du laver nu, skal også være nogle, som du har lyst til at have de næste mange år.

Sense kan også gøres til en kur, hvis man ikke får arbejdet med sit mindset. Tanker om at Sense skal være den hurtige løsning, kan hurtigt narre os, hvis vi ikke er opmærksomme. 

Alle har overbevisninger om forskellige ting i livet. Om hvordan man taber sig, om hvordan man er en god forælder, hvad der er rigtigt og forkert osv. Nogle overbevisninger er hjælpsomme og andre modarbejder os, selvom de er skabt ud fra noget, der engang virkede logisk. Nogle overbevisninger jeg støder på i samtaler med mine klienter lyder noget a la ”jeg skal være 100% på Sense, for at det giver resultater”, ”jeg har spist pasta, så nu tager jeg på igen” eller ”Jeg har spist usundt i weekenden, så jeg har ødelagt det hele”. De overbevisninger fortæller mig, at jeg har en klient, som har opstiller mange regler for sig selv, eller bliver sort/hvide i deres tankegang. Her er det min opgave at hjælpe med at finde en mellemvej, hvor intet er forbudt, men at der gælder om fornuftige mængder, sammensætning og hyppighed af måltiderne. Plus selvfølgelig at arbejde med alle de mentale ting, der kredser omkring sundhed og kost.

Holdbare vaner kommer ikke hurtigt og uden arbejde. Så giv dig selv tiden – eller øv dig på at acceptere, at det vil tage tid. Hvis det skal være vaner, som du har med dig resten af livet, så er det godt givet ud. Se det som en investering af din tid, hvor du kan få tifold igen. Både når det kommet til nye vaner, trivsel og sundhed – men i høj grad også selvindsigt og redskaber, som du kan bruge resten af dit liv.

 

Like this article?

Del på facebook
Share on Facebook
Del på twitter
Share on Twitter
Del på linkedin
Share on Linkdin
Del på pinterest
Share on Pinterest

Leave a comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *